Mindesammenkomst efter begravelsen eller bisættelsen

Hvad er en mindesammenkomst?

En mindesammenkomst, også kaldet mindehøjtidelighed, gravøl eller begravelseskaffe, er et samvær efter begravelsen eller bisættelsen. Familie, venner og bekendte inviteres til at mindes den afdøde sammen. Den kan være afslappet eller højtidelig, alt efter hvad I ønsker.

Der er ingen faste regler for, hvordan en mindesammenkomst skal foregå. Måske har afdøde selv ønsket et bestemt sted eller noget bestemt at spise. Har afdøde ikke skrevet eller fortalt om sine ønsker, er det op til de pårørende at beslutte, om der skal holdes en mindesammenkomst, og hvordan.

Hvornår holder man mindesammenkomst?

Mindesammenkomsten holdes som regel i forbindelse med bisættelsen eller begravelsen, eller ved urnenedsættelsen. Ved urnenedsættelsen kan præsten være med og give sin velsignelse.

Ønskede afdøde at få sin aske spredt over havet, kan mindesammenkomsten også foregå på en båd, fx hos Ocean Saloon. Nogle steder kan I selv tage mad med om bord eller bestille traktement hos bådselskabet. Vi anbefaler vores nedbrydelige urner, som opløses langsomt i havet, så ceremonien forløber roligt.

Hvorfor en mindesammenkomst er en god afslutning

Det er helt naturligt at ønske en mindesammenkomst efter højtideligheden. Både familie og venner kan få meget ud af den:

• I får tid til at hilse på alle, der deltog.
• I møder måske venner fra afdødes barndom eller ungdom.
• Der er tradition for, at alle må sige et par mindeord, synge en sang eller spille et stykke musik, der minder dem om afdøde.

Afdøde har ofte været bindeleddet mellem mange af gæsterne. Derfor kan mindesammenkomsten være sidste gang, I ser nogle af dem.

Hvor kan man holde mindesammenkomst?

Mindesammenkomsten holdes typisk:

• på en restaurant
• i et lokale ved kirken eller kapellet
• i et forsamlingshus
• privat i hjemmet

Der serveres ofte kaffe og brød, men det kan være alt fra kaffe, øl og sodavand eller champagne til kage, smørrebrød eller en middag. En mindesammenkomst varer som regel et par timer, men kan også sagtens vare en hel dag og aften.

Vi hjælper gerne med at finde en leverandør af mad og drikke. Vi kan også hjælpe med at finde et sted, der har plads til jeres gæster og kan stå for traktementet. Læs mere i artiklen Mindehøjtidelighed efter begravelsen.

Mindesammenkomstens historie i Danmark

Traditionen er næsten 5.000 år gammel i vores kultur. Ved gravsteder fra stenalderen er der fundet drikkeskåle.

I nyere tid stod afdøde i kiste i hjemmet, hvor familie og venner kom forbi og sagde farvel. Derefter gik man til kirken og fik afdøde begravet, og bagefter gik man hjem for at feste og mindes. Først fra 1870 begyndte man at stille kisten op i kirken og holde mindehøjtideligheden der. I dag kalder mange det begravelseskaffe, fordi alkohol ikke spiller så stor en rolle som før.

Mindesammenkomster og gravøl i andre lande

Traditionerne varierer meget mellem kulturer og religioner. Fælles er formålet: at ære den afdøde, støtte de efterladte og være sammen i sorgen.

Norge

I Norge hedder det ofte gravøl eller minnesamvær. Traditionen stammer fra førkristen tid, hvor gravøl var en fest, der fejrede den afdødes liv. Ifølge kilder blev det holdt syv dage efter dødsfaldet (sjaund på norrønt, fra "sjau" = syv) og kunne vare flere dage, især på landet, med rigeligt mad og stærk drik. Man forestillede sig, at afdøde var usynligt til stede, med en plads ved bordet. I dag er det mere afdæmpet med kaffe og kage, og alkohol er sjældent med. Det adskiller sig fra Danmark, hvor øl eller snaps stadig kan være en del af gravøllet.

Irland

I Irland samles familie og venner til en wake i hjemmet før begravelsen. Traditionen har rødder i både hedenske og kristne skikke. Før i tiden lå afdøde i hjemmet, og man vågede, fortalte historier, sang og drak. I dag er wakes mere uformelle, men med mad, drikke (ofte whisky eller øl) og fortællinger. Efter begravelsen samles man ofte på en pub eller i hjemmet med musik og fællessang. Forskellen fra dansk gravøl er, at en wake ligger før begravelsen og er mere festlig. Ligheden er fællesskabet og minderne.

Mexico

Día de los Muertos (De Dødes Dag) fejres 1. og 2. november. Det er ikke det samme som gravøl, men en måde at mindes de døde på. Folk samles ved grave, hjemmealtre (ofrendas) eller sammen med mad, drikke, musik, sukkerkranier og blomster. Traditionen blander præcolumbianske ritualer med katolske elementer fra Allehelgensdag, som vi også kender i Danmark. Fokus på at fejre livet frem for sorgen minder om det førkristne gravøl, som også danske kilder om gravøl beskriver.

Kina

I buddhistisk og taoistisk tradition holdes mindeceremonier ofte over flere dage eller uger. Ved Qingtuan eller lignende sammenkomster beder familie og venner for afdødes sjæl og ofrer mad, papirpenge eller røgelse, hjemme, i templer eller ved graven. Mad spiller en stor rolle, både til de levende og som offer. Traditionen bygger på konfuciansk ærbødighed for forfædre og buddhistiske forestillinger om efterlivet. Ceremonierne er mere ritualiserede og varer længere end dansk gravøl, men formålet er det samme: at ære afdøde og støtte de efterladte.

Indien (hinduistisk tradition)

Efter kremeringen holdes en række ceremonier, bl.a. Shraddha, 10 til 13 dage efter dødsfaldet eller på årsdagen. Familien ofrer mad (pinda) og beder for sjælens rejse, ofte ledet af en præst. Maden er vegetarisk og tilberedt efter religiøse forskrifter. Traditionen stammer fra vedisk religion. Shraddha er mere formel og religiøs end gravøl, men begge samler familien om minderne.

USA

Traditionerne afhænger af kultur og religion. Ofte holdes en funeral reception eller memorial gathering efter begravelsen i et forsamlingshus, en kirke eller hjemmet, med sandwiches, kager eller lette retter og evt. alkohol. I nogle afroamerikanske miljøer er repast en tradition, hvor mad og samvær fejrer afdødes liv. Det minder om dansk gravøl i sin uformelle form, men varierer mere i form og indhold efter afdødes kulturelle baggrund.

Ligheder og forskelle